Hvis nogen troede, at debatten om øremærket barsel til mænd var lukket ned, kan de godt tro om igen. Sådan lyder meldingen fra SF, der nu vil tvinge regeringen til at tage stilling til spørgsmålet en gang til. - Det vigtigste er jo ikke, om regeringen er med på den, men at vi får diskuteret, om det er vigtigt. Og det er det jo, siger SFs ligestillingsordfører, Özlem Cekic. Derfor har partiet fremsat et beslutningsforslag i Folketinget, der skal tvinge regeringen til at indføre tre måneders barselsorlov til mænd. Det betyder, at samtlige af folketingets partier inklusive regeringen inden sommerferien skal til afstemning på spørgsmålet, om de er interesseret i det eller ej. - Det aller fornemste, man kan gøre, er at skabe gode rammer for en debat, og en af de muligheder er at stille et beslutningsforslag. Og så er det jo ikke unaturligt for os, for vi mente jo det samme både før, under og efter, vi selv sad i regeringen, siger Özlem Cekic.