USA er klar med flere sanktioner mod Rusland, som den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, beskylder for at stå bag uroen i det østlige Ukraine. Den amerikanske udenrigsminister beskylder Rusland for at have sendt specialagenter ind i Ukraine for at skabe kaos, som russerne vil bruge som påskud for yderligere militær intervention i den tidligere sovjetrepublik. - Alt, hvad vi har set de seneste 48 timer fra russiske provokatører og agenter, der opererer i det østlige Ukraine, fortæller os, at de er sendt dertil med det formål at skabe kaos, siger John Kerry. Udenrigsministeren beskriver bestræbelserne som ulovlige og illegitime og aldeles uacceptable. Kerry mener, at styret i Moskva søger at destabilisere Ukraine yderligere ved at blande sig i prorussernes aktiviteter. I flere ukrainske byer har prorussiske aktivister de seneste dage udråbt selvstyre. Tirsdag blev 70 personer anholdt i Kharkiv for belejringen af en lokal regeringsbygning.