EU har anlagt sag mod Rusland i Verdenshandelsorganisationen WTO på grund af Moskvas forbud mod import af svin, frisk svinekød og visse andre svineprodukter fra EU. Rusland lukkede dets marked for EU i slutningen af januar i år, hvorved næsten 25 procent af EUs samlede eksport blev ramt. Det russiske forbud rammer især Danmark, Tyskland og Holland. Den russiske beslutning blev truffet på baggrund af fire isolerede tilfælde af afrikansk svinefeber, som blev sporet i vildsvin på Polens og Litauens grænser til Hviderusland. Handelsforbuddet har medført betydelige tab for EUs landbrugssektor. Bilaterale forhandlinger med Moskva har været resultatløse, og da der ikke ser ud til at være nogen løsning på vej, har EU besluttet, at WTO skal sætte procedurer i gang ved blandt andet at bede om formelle konsultationer med Rusland. - Det russiske forbud er helt klart ude af proportion og strider imod WTOs regler. Der var tale om nogle få inficerede vildsvin på grænsen til Hviderusland, siger EUs handelskommissær, Karel De Gucht. Rusland udtrykker bekymring for, at afrikansk svinefeber kan sprede sig fra Litauen til svinebestande på polske farme og derefter over hele Østeuropa. Moskva insisterer på, at hele det europæiske territorium skal omfattes af karantæne, indtil sygdommen bevisligt er væk. I Bruxelles opfattes den russiske position som gengældelse for EUs forsøg på at få Ukraine til at underskrive en handels- og associeringsaftale med EU fremfor at slutte sig til en russisk-ledet toldunion. - EU har udtømt alle diplomatiske muligheder, siger talsmænd for EU-Kommissionen efter flere måneder med resultatløse kontakter til Moskva.