P1 bliver rusket godt og grundigt, når radiokanalen til efteråret får sig et makeover. For der vil både være flere direkte programmer, endnu mere aktualitet, en helt ny kulturflade om eftermiddagen, og så vil lytterne opleve, at en lang række af de nuværende programmer skifter sendetidspunkt. Tanken er at give kanalens mange programmer et mere aktuelt afsæt og at styrke formidlingen, siger P1's kanalchef Anders Kinch-Jensen i en pressemeddelelse: - Vi bevarer P1's kerne, og vi fastholder vores grundlæggende løfte til lytterne om at levere viden, perspektiv og dybde. Vi vil stadig formidle den tidløse eller evigt aktuelle historie, og vi skal blive endnu bedre til at dække dagens store nyheder, skelsættende begivenheder og vigtigste emner, samtidig med og umiddelbart efter de udfolder sig, siger han.