Politi og brandvæsen er rykket ud til en gade i Oslo, hvor man har opdaget et dybt hul. - Vi ved ikke, hvad det er, men det kan jo være Oslos første synkehul. Det må vi lade geologer om at opklare, siger politiets operationsleder Gjermund Stokkli til nyhedsbureauet NTB. Myndighederne ved ikke, hvordan hullet er opstået, men man vurderer, at det kan have været der et stykke tid. De første meldinger lød på, at hullet var 30 meter dybt. Sidst på aftenen tirsdag skriver den norske avis VG, at der er 12,5 meter til bunden, mens NRK mener at vide, det er 16-17 meter dybt. Politiet har ingen mistanke om, at personer er faldet ned i hullet, men det undersøges alligevel. Hullet ligger lige uden for et garageanlæg på Sagveien, og det har ikke været nødvendigt at evakuere personer fra området. - Der har ligget en jernplade over hullet af den type, som bruges ved vejarbejde, siger Stokkli.