Mere kunst til Hvissinge   Kunst i bybilledet i hele kommunen er en målsætning for Glostrup Kommune. Derfor var det en del af aftalen om det nye boligområde Hvissinge Øst, at en lille del af indtægterne fra grundsalget skulle bruges på at købe en skulptur, der kunne stå i det nye område. Den blev lavet af den danske billedhugger Erik Heide, der også har lavet kunst til Skovvangskolen. Kunstværket har han kaldt ”Ved en sten” og består af en mand støbt i jern, der står ved to sten. Den store er ubearbejdet, bort set fra, at Erik Heide har skåret bunden af, så den kunne stå op. Den lille har fået hugget et fårehoved i enden, og hedder bare fåret. - Det er et slags skilt for området, hvor folk bygger i sten. Her er mennesker og natur, og det udtrykker skulpturen. Jeg håber, at det er en skulptur, der taler for sig selv, sagde Erik Heide om sit kunstværk.   Kunst i naturområde Området Hvissinge Øst er et helt unikt område med sine forskellige hustyper og naturen, og det skulle en kunstner kunne afspejle, mener Pia Dahlin, formand for Kulturudvalget. - Det var vigtigt for Kulturudvalget at finde en kunstner, der har stor erfaring med kunst i naturområder og en kunstner, som var parat til at forholde sig til de omgivelser, kunstværket skulle placeres i. Derfor har det været helt fantastisk, at en af vore store danske billedhuggere Erik Heide sagde ja til opgaven. Erik Heide har nøje studeret området og resultatet er imponerende, den store flotte sten, den store mand, som spejder ud over området, og granitten med det lille fårehoved, som levende står bagved og kigger med, sagde hun til indvielsen. For hende er det vigtigt, at kunst ikke kun er i bymidten, men rundt omkring i hele kommunen. - Der er mange, der ikke færdes ret meget i bymidten, som også gerne vi have kunst i deres nærområde. Når det står sådan her ude i det fri, behøver folk ikke tænke på at gå på museum for at se på kunst, sagde hun.